fredag 14. november 2014

Undringen kommer fra et annet sted

Hvorfor skal vi undre oss? Og hva er egentlig det å undre seg?
 
Jeg trår langs kjente stier. Snøkrystaller glitrer i snøtepper og på bladløse grener.
Jeg tenker på forrige innlegg, da November sådde noen frø i min sjel.
Frø om undring. De skulle få lov til å vokse og gro.
Og her er jeg.
I undring.
 
Å undre seg er å stoppe opp. Trå til side.
Det er å invitere sjelen med på reise, der man stiller ubevæpnet og uten svar.
Undring er å åpne for et annet bilde enn det du hadde da du startet.
Et annet landskap.
 
 
- Helt rett min venn, sier November, hun trår frem fra de snøtunge greinene og slår følge.
- Og vet du hva? Dere kan alle undre dere. Hvis dere vil. Og tør.
 
Undringen fører oss fremover på vår vei. I skogen, i nuet. Og i livet.
 
- Hvor kommer undringen fra? spør jeg og kjenner hvordan den kalde luften kiler mot huden.
- Jeg har ikke svaret på alt.
November smiler, det glitrer i de perleblå øynene.
- Men jeg vet dette: At undring har en annen kilde enn rastløse tanker. Og svarene du får, er ikke de du kan tenke deg til.
 
 
 
(Tekst og foto: (C) LK Nyland)
 

5 kommentarer:

  1. Du er med til at gøre verden til et bedre sted med dine billeder og ord, synes jeg, Lill Karin. Der er en blødhed i dem. Mange gode veje, fortrolighed, lysninger, åbninger og håb. Da jeg gik på seminariet, og ved et ´tilfælde´kom på billedkunstlinien, og ikke på litteraturlinien, fordi der var plads, lærte vi meget om den unuancerede billedstrøm, alle mennesker - og for vores lærings vedkommende - børn - bliver mødt med i dag. Der er ingen dybde, ingen lag, og fremfor alt afspejler billederne ikke særlig meget omsorg og kærlighed som førhen. Hvis man tager et populært TV - program som Thomas tog, fx, og alle de andre traditionelle programmer for børn. Jo, de er populære, de kan noget. Men mest handler det om, på en effektiv måde, ind af bagvejen, at lære børnene noget: Sprog fx. Men billedsiden er dårlig. Her hvor børnene møder kærligheden, empatien, sjælen og den nysgerrighed, der kommer derfra, som du skriver om - alt dét, der ikke er ord for! Førhen - og stadigvæk - har vi heldigvis Iion Wiikland og hendes fantastiske billeder, i Danmark: Thomas Winding og Jytte Abildstrøm og sikkert mange flere, også i Norge. Der må skabes flere rummelige sjælebilleder i verden i dag, synes jeg, som en modstrøm, ikke mindst til vores børn.
    Tak for dine, Lill - Karin:)
    Mange klem fra Laila.

    SvarSlett
    Svar
    1. Det er stort for meg å lese dine ord, Laila. Du viser meg videre på min vei, samtidig som du gir meg oppmuntring og varme. Takk, nok en gang.

      Slett
  2. Ps: Jeg fokuserede på billeder, i det jeg skrev, men mener selvfølgelig også sjælefortællinger:)

    SvarSlett
  3. Undring ja. I stedet for at formode og tro, at vi ved, så kan vi bevæge os af sted fyldt med undring over alt det, vi møder på vores vej. Og på samme måde som det er en gave at kunne undre sig i livet, så er det også en gave at fylde sig med undring, når man skriver og fortæller historier. Og det ved du jo alt om! :) For det er med livet som med skrivegerningen. Og omvendt.

    Længe siden jeg har været på besøg her hos dig. Det har været travle tider, men nu skaber jeg igen rum og plads til egne historier og fortællinger og giver mig også tid til at læse andres. Det er november, det er snart vinter og det er tid til fordybelse.

    En stille glæde breder sig med lyset mod syd. Alting har sin tid.

    God klem og weekend
    Lene

    SvarSlett
    Svar
    1. Koselig å se en hilsen fra deg, Lene. Det er virkelig en gave å kunne undre seg, både i livet og i skrivingen. En gave som jeg setter stor pris på.

      I naturen er det rom for å undre seg. Som i November.

      Slett