onsdag 8. august 2012

Å jobbe med ei bok - blottleggingsfasen

På oppfordring fra flere av dere, blogger jeg litt mer om det å skrive ei bok. Jeg har selvfølgelig ingen fasitsvar på hvordan man kan gjøre det, men det aller viktigste hvis man vil skrive, er:
SKRIV!

Du kommer langt med å være glad i bøker og lesing. En god grobunn for en forfatterspire består gjerne av utallige bøker i ulike sjangre. Leseglede!

Men en kan velte seg i aldri så mange bøker og lese aldri så mange forfatterintervjuer; det hele koker ned til at en må sette seg ned og begynne SKRIVINGEN. Før eller senere.

Også tror jeg man må kjenne et BEHOV. For meg, med den boka jeg holder på med nå, begynte det hele med et behov for å ta vare på historien. Jeg følte det ble mitt ansvar da disse menneskene dukket opp. Da deres historier kom til meg fra deres hjerter, var det opp til meg å få de ned på papiret, tilgjengelig for oss alle. Et behov oppstod.

Så er det jo slik at det er mange som er glad i å skrive. Etter hva jeg skjønner, får forlagene inn utrolig mange manus i løpet av et år, og flertallet av dem får avslag. Det er selvfølgelig skuffende, særlig når man har jobbet hardt med et manus man selv føler er viktig.
Jeg tok kontakt med et lite forlag i Tromsø våren 2011. Da hadde jeg jobbet med manuset i halvannet år, deltid selvsagt, og følte selv jeg hadde et godt grunnlag for å få en vurdering.
Mannen i forlaget virket positiv, han sa det var en sterk historie, den kunne kanskje være for lokal, men ei seriøs vurdering skulle jeg få. Etter en tid sa han også at han hadde gitt manuset til en konsulent med peiling på lokalhistorie.

Så gikk tiden, og jeg fikk ikke noe svar på om forlaget ville gi ut boka. Hver gang jeg kontaktet forlagsmannen, var svaret det samme: Jeg skulle straks få svar. I neste måned, i neste uke, ja, sågar over helga...
Jeg har fortsatt ikke fått svar.

Etter hvert dukket en annen sjanse opp, nemlig at boka kunne gis ut i samarbeid med regionmuseet her. (Jeg har skrevet mer om dette under fanen "Skriveprosjekter".)

Prosessen med museet blir naturlig nok litt annerledes enn hvis jeg hadde gitt ut boka på et vanlig forlag. Men jeg har jobbet nært med to personer i museet, som begge har lest manuset og kommet med tilbakemeldinger. I sommer har jeg jobbet med å gjøre de endringene vi ble enige om.

For før eller senere må man ta "babyen" sin ut i verden, om den skal vokse seg stor. Du må forberede deg på å blottlegge kunsten din, teksten du har jobbet med så lenge, og har så forankret i hjertet. Du må være forberedt på at kritikk kommer, konstruktiv forhåpentligvis, men den kommer. Og det skal du være glad for.
Det er til nå fire personer som har lest manuset, og kanskje vil et par til lese det før det går i endelig trykk. Det at så mange ulike personer har gitt meg tilbakemeldinger, gir meg bedre grunnlag for å si at boka blir bra.

Jeg kommer til å være delaktig også når boka skal settes opp, altså hvordan den skal se ut med bilder, overskrifter, kapitler osv. Det er kanskje ikke så vanlig at forfatteren er med på den prosessen i større forlag, men for meg kjennes det veldig rett.

Så. Har du spørsmål? Still dem!

8 kommentarer:

  1. Spennende å lese erfaringen din! Det er jo sånn det er... ;-)
    Klem fra meg

    SvarSlett
  2. Tak fordi du deler. En spændende proces. Selv er jeg jo ikke nået dertil endnu, men en dag ... ;) Lige nu er det bare at skrive blandt alt det andet. Skrive og leve ordene. Give dem liv. Eller rettere sagt, lytte til dem og lade dem leve, for de har jo deres egen dagsorden. Faktisk! ;)

    Kritikken må være det sværeste, selvom det også er vigtigt og godt. Men som du skriver, det er jo ens barn, ens hjerteblod. Det er grænseoverskridende at dele det, blotte sig, offentligegøre. Men det er også det dybeste ønske! En skøn modsætningsfyldt ting og jeg glæder mig til at komme videre.

    Ønsker dig en fin dag og pøj pøj med dette bogprojekt. Klem.

    SvarSlett
    Svar
    1. Lene, er det noen som bør gi ut ordene sine, så er det du! Jeg tar som en selvfølge at jeg en dag får lese poetiske perler fra din hånd. :)

      Kritikk er viktig, poenget er at den må være konstruktiv og konkret. Bare slik kan man vurdere om den er til det beste. Men de fleste seriøse konsulenter vet jo dette!
      Takk for gode ord. Klem.

      Slett
  3. Jeg syns faktisk det er nokså respektløst av et forlag å trenere og trenere på den måten... Det er en tøff terskel å sende fra seg prosjektet sitt og å vente på tilbakemelding kan være ulidelig hardt. Jeg opplever at selvtilliten min er helt bunnskrapt akkurat i den perioden. Godt du kom deg videre!

    SvarSlett
    Svar
    1. Takk for dine ord, Nadiyya! Det opplever jeg som en god støtteerklæring fra en allerede etablert forfatter. ;)
      Ja, jeg var ganske langt nede på grunn av denne endeløse ventingen. Hadde jeg visst at forlaget (redaktøren) skulle oppføre seg så useriøst, hadde jeg selvfølgelig aldri levert produktet mitt til ham.
      Man er jo så forventningsfull, så spent og så stolt når man gir fra seg et slikt verk! Og særlig når vedkommede da lover gull og grønne skoger (les: i alle fall en tilbakemelding), blir man jo forventningsfull.

      Jeg forventet aldri å få JA fra dem, men jeg forventet et skikkelig svar.

      Slike folk burde ikke få lov til å holde på!

      Sånn. Godt å få det ut. :)
      Klem til deg!

      Slett
  4. Moro å lese om dine erfaringer. At du kaller det blottleggingsfasen, syns jeg var godt sagt. For en kaster seg virkelig ut på dypt vann. Det er noe rart med dette å skrive. En bare må gjøre det. Og så lurer en på hvorfor. Nedturer og oppturer hører med i forfatterprosessen. For ikke å snakke om refusjonene. Noen gir opp når de får manuset nesten ulest(!) tilbake. Jeg har vært igjennom noen slike runder, men vet du, hver gang får jeg "ståpåkraft". Jeg skriver om og redigerer og sender inn på nytt. Og så tenker jeg at en vakker dag skal jeg vise dem! For den som gir seg har tapt!

    SvarSlett
  5. Tusen takk, Anne Britt, for at du deler dine erfaringer. Jeg setter generelt pris på kommentarer, men ekstra spennende er det å høre fra andre forfattere.

    Du er tøff, du! Det skal mot og styrke til for å fortsette prosessen selv om man får negativ tilbakemelding. Det viktigste vi kan gjøre, tror jeg, er å gjøre det hjertet vil: Nemlig skrive!
    God klem til deg.

    SvarSlett