onsdag 20. juli 2011

Kjære dagbok...

Skriver du dagbok? Jeg gjør det, og har gjort det så lenge jeg kan huske. Da jeg gikk på barneskolen, skrev jeg noe hver dag. Ofte hadde jeg to dagbøker; en for hverdagshendelsene, og en hemmelig. I den skrev jeg om mine mange forelskelser...


Det er selvfølgelig kjempeartig (og litt pinlig) å ta frem de gamle dagbøkene i dag. Men det som gjør meg litt tankefull, er hvor sterke følelsene mine var. For eksempel da jeg som 10-åring var dypt forelsket, og det kjentes ut som hjertet skulle briste når gutten jeg likte over alt på jord, ikke likte meg.

Det får meg til å tenke på at vi ikke skal le av våre barns følelser. De kan være dype, uansett alder. Og for ikke å glemme- eldre mennesker kan selvfølgelig forelske seg på nytt! I en av de store, norske avisene var det på forsiden en artikkel om eldre mennesker som gifter seg på nytt. Det var slått opp stort, som en slags sensasjon. Men hvorfor skulle ikke kjærlighetsfølelsen blomstre, uansett alder? Vi slutter vel ikke å ha følelser når vi blir 80, 90 eller 100 år?


Tilbake til dagboka. Skribleriene mine har som sagt fulgt meg gjennom livet, og jeg er 100 prosent sikker på at de har vært til stor hjelp. Ikke bare er det nyttig å praktisere skriving, men det å sortere tankene er sunt! Å sette ord på følelser, hendelser og tanker er en mental opprydding. Jeg må erkjenne at jeg per i dag nok er flinkere til å sette ord på mine følelser via en penn, enn uten. Det er enklere å uttrykke seg skriftlig, synes jeg!
Dagbøker på rekke og rad, klare til å fylles med ord... (bildene er lånte)

For en del år siden sa jeg til en venninne at det kunne være til hjelp for henne å føre dagbok. Hun var i ferd med å gå gjennom en vanskelig periode, og hun hadde aldri skrevet dagbok før. Hun prøvde rådet mitt, men en dag sa hun til meg at det ble for "sterkt" å skrive ned følelsene sine. For når de kom ned på arket, ble de så virkelige og skremmende.

Jeg tenkte det var synd at hun ikke fortsatte. For når de vonde tankene var skrevet ned, kunne hun ha krøllet sammen papiret og kastet det i ovnen. Det er terapi å se vonde tanker forsvinne i flammene!

Jeg skriver fortsatt dagbok, men ikke hver dag, som i min barndom. Nå skriver jeg når tankene vil ned på papiret. De stundene jeg finner frem dagboka og skriver noen ord, er gode stunder.

5 kommentarer:

  1. Hvor er det sandt at det er rent terapi at få stærke følelser ned på papir for derefter at tage endegyldigt afsked med både papir og følelser i flammerne i ovnen, der er rigtigt meget terapi i lige denne form, den kan kun anbefales.
    I kærlige tanker, god Torsdag.

    SvarSlett
  2. Jeg skriver ikke dagbog som sådan mere, men jeg skriver hver dag. På en måde er bloggen blevet en slags dagbog for mig, for det er min morgenrutine. Men den er jo så meget andet også.

    Og nej, følelser er store og stærke uanset alder. Og kærlighed? Kærlighed har ingen alder og intet køn.

    SvarSlett
  3. Har on / off gennem livet skrevet dagbog i sær i svære perioder. Gør det stadig ikke dagligt men nu om både det der gør ondt men osse fremgangen og de positive ting og forandringer.
    Udover det bruger jeg jo mine to blogge, den ene som du ved mere personlig. Den anden om min sport og hvad der ellers høre til der.
    At skrive er terapi, og følelserne kommer ud.

    Kærlighed...:-) Har ingen grænser..aldre, køn, religion og kultur forsklelle, er ligegyldigt :-)

    SvarSlett
  4. Ja, det er helt sant at også bloggen blir en slags dagbok. Et sted man skriver ned følelser og tanker, et sted der andre faktisk kan lese og dele erfaringer.

    Det er i grunnen fint med en blogg der man kan treffe andre, knytte kontakter over landegrensene. Ei dagbok ville neppe klart det...

    SvarSlett
  5. Hei!
    Takk for hyggelig melding inne hos meg på "gammelbloggen". Du må gjerne bli følger på den nye også.
    Jeg tar utdannelsen på http://www.nlpnorway.com/
    Jeg reiser til Oslo (siden jeg bodde i Spania da jeg begynte), men det er undervisningssted i Tromsø også. Dette kan jeg også anbefale.
    For å ta Helsecoachmodulen må du ta to andre først, hver på tre-fire samlinger. Jeg kan på det varmeste anbefale denne veien!


    Og, jeg skriver ikke dagbok, men synes ofte at bloggen blir min dagbok.

    Alt godt fra Eirin

    SvarSlett