tirsdag 18. februar 2014

Lyden av flyt

Det snør så stille.
Et landskapsmaleri i sort og hvitt former seg til utenfor vinduet.
Det skaper seg selv, uten noen til å føre penselen.
Det bare er.
 
Bak øynene er det et annet landskap.
Grønne marker og trær i sølv.
Blankhvite elver og smale stier, buktende innover i skogdypet.
Skummende blågrønt havgulv og gyllent himmeltak.
Hun var der, midt mellom alt. En kvinne på reise. I det indre og ytre landskap.
 
 
Jeg har hatt min første skrivereise som forfatter. En hel uke, bare til å skrive.
Åpne dager der flyten, inspirasjonen og skaperkraften kunne komme og gå, som bølgene der nede ved havnen.
Stedet var en liten by ved kysten av North Devon.
Tiden var ikke der.
Deltagerne var meg.
Etter hvert kom det flere til. Noen våknet fra sin dvale i tidens tomrom da jeg kom. De ville skrives om. Noen hadde jeg hilst på før, men så lagt bort igjen.
Andre var nye for meg. Men kanskje enda sterkere til stede.
 
Lynmouth. (C) Lill-Karin Nyland
 
I mitt forrige innlegg, Hva januar lærte meg, skrev jeg om det å være uten å gjøre. Denne turen var planlagt lenge før januar-eksperimentet. Men i etterkant kan jeg ikke være mer takknemlig for at det ble akkurat slik.
Hadde jeg dratt rett på skrivereise med stress i kofferten, ville jeg brukt dager bare på å legge det vekk.
Nå kunne jeg gå rett inn i en verden av flyt, der ordene bød på seg selv, karakterene formelig banket på romdøra mi, og hendelsene la seg etter hverandre på netthinnen.
 
Den vanskeligste prestasjonen i januar var å IKKE prestere.
 
Når vi ikke GJØR noe, da har vi ingenting å vise til.
Hvordan skal vi kunne måles når vi ikke har noe å legge på vekta?
 
Svaret er at vi alle har en verdi i oss selv. Uavhengig av hva vi gjør.
Vi har en verdi bare fordi vi er.
Jeg hører gjerne fra deg.
Har du lignende opplevelser? Noe du har lyst til å dele? Skriv til meg.
 
Lynbridge. (C) Lill-Karin Nyland
 
Det er noe med broer.
Tør vi krysse dem?
Hva er på andre siden?
Jeg for min del vet dette:
Jeg gikk over.
Jeg vil aldri gå tilbake.
 
 
 


7 kommentarer:

  1. Af hjertet tak for altid fine skriverier.

    Jeg krydsede en bro i tågen i går. Jeg stolede på, at den var dér og ville bringe mig over vandet. Men jeg kunne ikke se den. Sådan blev jeg inspireret af dit indlæg. For det flow, vi søger og længes efter, er der altid. Den rytme, de takter og den musik, vi så gerne vil høre og følge, de er konstante. Det er os, som lukker i og ikke kan tage imod. Vi anstrenger os for meget, fordi vi jager tiden og vil præstere. Tror, at vi må præstere. Hele tiden. Dit januar eksperiment og din efterfølgende skriverejse fortalte dig noget helt andet om tiden, livet og flow. Meget inspirerende.

    Nu er jeg jo spændt på at høre, hvordan du kan forvalte dit flow efter hjemkomsten? Kan man vælge at være i flow eller hvad er det egentlig, der sker? Når man giver slip, får man fat? Så kommer alt det, man skal bruge og længes efter. Helt af sig selv? Men tør vi give slip i en travl hverdag og glemme alt det, vi tidligere har lært? Er det den egentlige udfordring?

    Jeg tror det ... :)

    SvarSlett
    Svar
    1. Du har nok helt rett. Kan man velge å være i flyt - og kan man klare å holde inspirasjonen når man kommer hjem igjen, når hverdagens rammer setter seg rundt en? Det blir min store utfordring i månedene som kommer.
      Jeg har lært noe viktig, og lærdommen vil for alltid sitte forankret i hjertet. Men det krever øvelse å praktisere den lærdommen!

      Slett
  2. At have en værdi netop fordi vi er dem vi er. Ja selvfølgelig, men det er jo bare ikke en selvfølge for os.. Vi måler os op ad andre eller op ad vores forventninger til os selv.
    Fint indlæg, der skaber tanker :)

    SvarSlett
    Svar
    1. Takk, Miri. Tenk om vi kunne klare å tenke på oss selv som værende, ikke bare gjørende... Det krever øvelse, det også. Men jeg tror det kan læres. Og når man har lært det om seg selv, kan man løfte blikket og se andre mennesker i et nytt lys.

      Slett
  3. tak for dit indlæg, lill - karin. hvor ser din rejse dog skøn ud! det må have været så fantastisk at være der for dig! uden som du skriver, at skulle bruge flere dage på at omstille sig. bare at lade ordene komme og danse! og dine billeder og dit digt: så smukt! sikke et stærk digt. især sidste linie. uh, det rammer noget i mig. jeg kender til, ind i mellem, at vandre frem og tilbage på broer.
    jeg kan også følge dig så godt mht. det med at præstere, og det at være et være - menneske. jeg har en dyb personlig historie om det, men den er for lang til en blog. vil blot skrive, at jeg forstår. og jeg tænker noget omkring det: at lige som den tekst, fra en wassmo bog, oprindelig fra bibelen: ´alting har sin stund, og enhver idræt under himmelen har sin tid´.....den er så smuk, synes jeg! ja, så tænker jeg, at præstation også har sin tid. ligesom det værende har det. noget hører måske en alder til, noget gør ikke. børn og gamle mennesker er mere fri. og, tror jeg, mere hele mennesker. selvom det er en generalisering. børn lærer måske, påvirket af os voksne, hurtigt at præstere. en svær balancegang. dybest set, handler det måske om at udkonkurrere præstationen ved at mærke den boblende glæde ved at skabe, arbejde og leve, bare være med det og lære det videre til vores børn? eller i hvert fald skabe et rum til det, ved siden af alle præstationerne?
    læste en note om almuefolket førhen i danmark, skrevet af suzanne brøgger. hun beskrev den hjemmegående moders rolle, som sammenhængskraft i familien og i samfundet. hende, der var. hende, der altid havde en æbleskive på panden. et køkken og varme hænder. der rakte længere ud, end man forestiller sig. efter kvindefrigørelsen - stiller suzanne brøgger spørgsmålet: hvor er den værende kraft og sammenhængen nu henne? er den der overhovedet? ikke noget som helst ønske om at vende tilbage til tidligere tid, men bare spørgsmålet.
    - sender dig klem, fra laila.

    SvarSlett
    Svar
    1. Jeg kjenner varmen fra deg mellom ordene du skriver, Laila. Du skriver vakkert og klokt!
      Du skriver at barn og gamle mennesker er mer fri. Og det er sant, det er slik vi i realiteten opplever det i dag. Men det får meg til å tenke hvorfor? Er det slik at vi som er i arbeidsfør alder, må forholde oss til å være ufrie? Eller, kan vi klare å skape en slags frihet i hverdagen likevel? Hvor fast er vi i våre lenker - og hvor frie ønsker vi å være?

      Jeg var arbeidstaker helt frem til for tre år siden. Overgangen til å drive for meg selv, alene, med hjemmekontor, har lært meg utrolig mye. Det har blant annet lært meg at når man er selvstendig næringsdrivende, hviskes grensene mellom jobb og privatperson enda mer ut enn om man er ansatt. Og da, når man plutselig står der og lurer på hva man er hvis man ikke presterer, det er da man skjønner at man har verdi som MENNESKE. Ikke bare som leder for sitt eget foretak, men som det menneske man ER.

      Jeg tror det ligger noe her som jeg skal lære videre. For i dag er det hardt søkelys på hvordan man skal nå opp og frem, tjene mye, være suksessrik, når man driver selv. Man kan alltid bli bedre, lykkes bedre, få flere kunder, oppnå mer. Men mister vi noe på veien?
      Hva skjer hvis vi vever oss - jeget - så tett sammen med det arbeidet vi gjør, at når vi ikke lenger gjør noe, forsvinner også jeget? Jeg tror faktisk mange har opplevd nettopp det.
      Kanskje burde jeg holde kurs i å gjøre ingenting!

      Slett
  4. det lyder som en fantastisk idé. jeg sender gerne en kage fra danmark til jer:)...så i kan hygge, mens i sidder dér og gør ingenting!:) (hygge er jo så vigtigt i danmark. det er slet ikke til at forestille sig et arrangement uden det!)
    jeg kunne skrive så meget for at svare dig, tusinde tak for dine smukke ord; jeg synes, det er utrolig spændende, det her emne. både personligt og på samfundsmæssigt plan. men vil blot skrive, at jeg kan se nu, jeg har modsagt mig selv, i det jeg skrev før, men definitionen på at præstere er også utrolig bred! og dernæst: jeg tror, jeg forstår hvor smuk en gave, du har fundet dig, lill - karin. og jeg oplever, jeg bedre forstår dine erfaringer nu. vi har meget identitet i vores arbejde, vi mennesker. og du sikkert på en speciel måde, fordi du er selvstændig, men også fordi det er din hobby, ikke? jeg tænker, din nye erfaring vil gøre dig endnu stærkere: en stærk kvinde på jorden! og jeg tænker, i forhold til dine værdier også, dem, som du har skrevet om: dyb glæde, forståelse og nænsomhed for naturen, for andre mennesker, frihed, poesi, tid til at være menneske, at FØLE det! de vil måske kunne være med til at sætte rammer om dit arbejdsliv - ja, de har nok allerede gjort det - de samme rammer, som vi mennesker i det moderne samfund ikke har så mange af.
    Omkring jeg´et/egoet, så tror jeg, at efter mange år, siden teenagetid op gennem tyverne og senere endnu, gør de fleste mennesker jeg - opbygninger og aktiviteter, men jeg oplever selv nu og har studeret det, at mange mennesker herefter begynder en ny rejse. Den mod sjælen. i verden, naturen omkring os, og i os selv.
    - åh, nu fik jeg alligevel skrevet meget! forventer ikke dit svar. følte bare trang til svare dig.
    god aften og en enkelt fin stjerne på himmelen til dig! laila

    SvarSlett